http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=34347

Outsiderens triumf Odense Open Air 13/5 2006.

Dagens rockbrag blev hverken leveret af Kashmir, Big Fat Snake eller D-A-D. Men af den skrøbelige Dicte med en hæsblæsende koncert......Der er lagt i kakkelovnen til en dyst mellem tre af dansk rockmusiks største succeser: Kashmir, Big Fat Snake og D-A-D. Og det skal vise sig at blive en ulige kamp med en overraskende vinder.

Solidt og sensuelt
Dicte uden dikkedarer skridter på scenen, griber sin guitar og begynder en sjælden fokuseret koncert. Ikke så meget pis. Ingen staffage. Ingen billige tricks. Men en helvedes solid og velspillet rockkoncert fra en klejn kvinde med en kæmpe attitude.

Desværre bliver mødet med hendes ultrarockede og sensuelle stemme alt for kort. Måske fordi Kashmir har trukket den lige lovlig længe på den store scene.

Kvalitet er som bekendt at foretrække frem for kvantitet, så med sublime sange som "French Films" og "Shiver" får Dicte med band hurtigt teltet til at skælve.

Dagens bedste guitarsolo i Tusindårsskoven står Søren Lund for i nummeret "Make It Alright", der buldrer med skønne hiphop-baserede trommer og funky guitarriffs.

Claus Hempler-klonen er faktisk kun med på afbud, så det faktum, at han sætter kapable kolleger som Eistrup, Viskinde og Binzer på plads, er langt mere end "alright". Og meget kendetegnende for udnævnelsen af et outsiderband som Danmarks på dagen bedste rockorkester.

Kirstine Vestergaard og Simon Staun

 

Store VEGA 1/4-2006 6 stjerner

Dicte sparede ikke på repertoiret, da hun lørdag aften satte et groovy og dynamisk punktum for sin Danmarksturné.

Der blev ikke lagt skjul på den åbenlyse glæde over selve lokationen og synet af det store, forventningsfulde publikum, da en mørkklædt Dicte gik på scenen i Store Vega lørdag aften med sin skinnende, røde el-guitar. Bag sig havde hun The Sugarbones - det band, der har gjort hende selskab siden Gone To Texas-touren, og forventet blev koncerten også skudt i gang med nummeret Sugarbone; første track på det seneste album med den simple titel Dicte & The Sugarbones.

Det er ikke overraskende, at Dicte har valgt at holde godt fast i den nuværende besætning, for der var absolut ikke en finger at sætte på lyden, samspillet eller vokalen. Tværtimod. Det lille, men udtalt stærke, skarpe og 39-årige kvindemenneske gav den mildest talt alvorligt meget gas og understregede, at tiden langt fra er løbet fra hverken hende eller hendes åbenlyse sans for musikalsk kvalitet, kreativitet og et velafbalanceret udtryk. Attituden er nemlig cool, men kontakten til publikum var i top, der var ingen nykker at grave frem, og hele stemningen emmede af, at denne aften ganske enkelt stod i musikkens tegn og intet andet.

Med heftig guitarudskiftning bevægede Dicte sig vidt og heftigt omkring i de soulede, bluesede og mest af alt rockede jagtmarker og var udover adskillige gamle slagere som eksempelvis Ring Around a Rozy, Swim, Just A Bitch, No!, Touched By the Lord og en ekstremt publikums-populær og guitarsolo-lækker Make It Allright, igennem samtlige numre fra hendes seneste udspil. Her var det Place Your Hands Where They Belong, French Films og Baby’s on Fire der stod mest ud, men solo-versionen af den melankolske Cool Winds overraskede også positivt, og det var både forfriskende, anderledes og intenst at opleve nummeret uden Kasper Eistrups bidrag.

Dicte rundede aftenen af med tre ekstranumre, der talte If This is Cool, Queen It og det velvalgte godnat-nummer She Waltzes the Blade, der blidt og rammende afsluttede rockballet med lyrikstumpen ”…the princess’s passed out”. Måske – men aftenens dronning gav i hvert fald uden tvivl sit publikum noget for pengene, og på trods af, at publikumskoncentrationen dalede svagt på et tidspunkt midt i herlighederne, formåede hun og bandet konstant, selvsikkert og kraftfuldt at køre de fremmødte op i festlighed og ned i forgabelse. Alt i alt var det en energisk, fræk og stærk præstation, og kort sagt beviste Dicte lørdag aften på Store Vega, at hun er én af de ganske få herhjemme, der skiller fårene fra bukkene i dansk musikliv.
Af Astrid Kirstine Dynese - GAFFA 

Resten af Danmark kan godt begynde at glæde sig. - J.P. 6.feb. 2004 - GIMLE (11-02-2004)

Dicte er tilbage på spillestederne med nye stærke sange, en dynamitvokal og et rigtigt godt herrehold omkring sig.
Dicte er med sit nye stærke album og et superhold af musikere omkring sig rullet ud på de danske landeveje for at levere et dusin koncerter på både små og større spillesteder.
Første stop på turen var det lille, intime spillested Gimle i Roskilde. Dictes herrehold så i de omgivelser alt for godt betalte ud i forskellige moderne jakkesæt, mens hovedpersonen bevægede sig rundt på den lille scene på høje hæle og i netstrømper, stram nederdel og en stribet trøje i guldkulør og en blå farve, der fik mig til at tænke på Sverige.
Soul, funk og blues
»Vi har taget det pæne tøj på og øvet os,« lød beskeden fra den veloplagte hovedperson, og så fik vi ellers i løbet af en rigtig god times tid et katalog af især de nye sange fra "Gone To Texas", der er drevet af soul, funk og blues.
På det lille spillested med for få publikummer blev der pillet nænsomt ved de originale arrangementer, og selv om Mika Vandborg nærmest havde en guitar med til hvert eneste nummer, stjal han aldrig hovedrollen med en fint doseret og varieret strengeleg.
Et strejf af storhed
Bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Jesper Mechlenburg var en supersikker sidste skanse for specielt de sprudlende ture med soul- og funkmusikken, mens Dictes følgesvend gennem en årrække, Kæv Gliemann, ved hjælp af sine keyboards gav arrangementerne et vigtigt strejf af storhed i det lille rum.
Eneste anke hos herreholdet var det lidt for tunge og pligtskyldige korarbejde.
Til gengæld sang Dicte gennem hele koncerten meget flot. Hun var en gang groovy dynamit det ene øjeblik og en erfaren popdiva det næste, mens hun under hele koncerten fremstod som en kunstner, der ville sætte en tyk streg under, at hun stadig har en vigtig rolle at spille i dansk pop- og rockmusik.
Af: peter.schollert@jp.dk

 

THIS IS COOL E.B. 23.feb. 2004 - STORE VEGA (07-03-2004)

Iført stram sort lædernederdel, en guitar i hænderne og et backingband, der var så tight, at der skulle glidegreme til for at slippe ud af groovet, indtog Dicte lørdag aften scenen i Store Vega.
Lyden var, som næsten altid på det Københavnske spillested, ikke mindre end formiddabel, og gav Dicte de bedste betingelser for en god præstation. Med en hurtig koncert udgave af "The moody blues" fra sangerindens nye plade "Gone to Texas" fik bandet en god start, og allerede i det tredje nummer, "So so good", havde den 37-årige sanglærke et godt greb omtilskuerne. Specielt de mandlige. Nummeret emmer af sensualitet og med små baslækkerier fra Lennart Ginman og en slide-solo af Mika Vandborg, blev selv det mest hårdnakkede musikpoliti nød til at overgive sig. Nummeret var ganske enkelt fremragende.
Efter "So so good" kom der en lidt død periode, hvor bandet ikke helt formåede at komme helt ud over scenekanten. Dog brød nummeret "She´s an elephant" fra Dictes forrige plade "This is cool" perioden. Et tungt velklingende rocknummer, hvor Jespers Mechlenburgs tunge trommerytme dannede grobund for en fantastisk keyboard solo fremført af en velspillende Kæv Gliemann. Men trods en lille kortvarig nedgang i intensiteten formåede Dicte at ægge publikum og holde dem i et stærkt greb. Og publikum var med.
På et tidspunkt kommenterede sangerinden en af Mika Vandborgs mange guitar og sang-effekter med ordene "sådan en må jeg bare ha´" Hvortil en husar fra salen råbte, Hvor henne?" Som forudset sluttede bandet den godt en time lange koncert af med radiohittene "Make it alright" og "If this is cool". Men det var ikke nok for tilhørerne.
To gange måtte Dicte og band pænt vende tilbage til scenen for at give ekstranumre, og det skinnede tydeligt igennem, at bandet havde det godt lørdag aften i Vega. For det havde publikum ihvertfald.
Af Kristian Jessen kj@eb.dk 

Dicte igen igen - Fyens Stiftstidende 29.feb.2004 - RYTMEPOSTEN (07-03-2004)

Med Dictes egne ord, så havde hun og bandet taget deres bedste tøj på og øvet akkorder hele ugen. Lad det være den løftede pædagogiske pegefinger til alle. Øvelse gør altså mester. For fredag aften med Dicte og hendes ferme håndlangere var endnu en viskesikker streg under Dictes status som en af dette lands ypperste sangere og sangskrivere.
Sidst Dicte kom forbi, det var engang i efteråret, havde hun endnu ikke sendt den lækre 'Gone To Texas' på gaden. Dengang var de nye sange stadig helt ferske og rene i udtrykket.
Sangene fra 'Gone To Texas' udgjorde selvfølgelig rygraden i sættet fredag aften, men efter nogle måneder i den indre rotation og flere koncerter senere har Dicte fået flosset kanterne godt og grundigt på hendes i forvejen støvede og kradse bluespop. Ofte med en mere rocket intens tilgang til og flere gange hoppede Dictes uhyggeligt velsmurte backing-maskine af et band på hovedet ud i medrivende friløb og improviseringer.
Og ja, Dicte var selvfølgelig stjernen på scenen med hendes kælent forvrængede vokal og sensuelle naturlighed. Men hun måtte dele spotlyset med guitarist Mika Vandborg, bassist Lennart Ginmann, trommeslager Jesper Mechlenburg og Kæv Gliemann på tangenter, moog og mærkelige lyde. De lignede og lød som fire legesyge drenge med hænderne dybt begravet i en bjerg af slik og deres slæbende, tætsiddende sammenspil var det perfekte afsæt for Dictes store stemme.
I halvanden forrygende time var skuffelsen over Claus Hemplers sene aflysning pist borte. Den tidligere forsanger i fynske Fielfraz skulle have varmet op, men et forstuvet håndled kom på tværs. Møgærgeligt, men ikke nok til at ødelægge en fremragende aften.
Af: Emil Møller Svendsen