Weekend-avisen - 14.-20. februar '92

"Dicte W. Madsens udtryk er både manende, higende, sårbart og neurotisk, men også ladet med en erotisk kraft, der har en menneskelig troværdighed langt fra dusinvarernes overskudslager. Hun spænder ubesværet over det sobert fortællende, det malende ekspressive, det grove, det alfeblide, det funky pågående, det sprukne og slørede og det modigt skarptseende... (...) Hun kan med få betoninger anslå vibrationer og nuancer, som andre debutanter (og mere modne kolleger) oftest slår knuder på sig selv for at nå." 

Information - d. 6. februar '92

"...Her Personal Pain er kommet fint fra start og kan med tiden blive et væsentligt alternativ på den danske rockscene. I kraft af en sangerinde, der kan anslå mere end gennemsnitlige stemningsniveuaer, og et band, som fungerer perfekt..." 

Jyllandsposten - d. 6. februar '92

"Her Personal Pain er det bedste, der er hændt på den danske rockscene i mange år. (...) ...en sjælden berigende oplevelse. Så fuld af små geni-streger, at der - selv efter adskillige gennemlytninger - dukker nye fascinerende detaljer op. De ti sange trænger dybt ind i sjælen og bliver hængende der." 

Politiken - d. 4. februar '92

"...de [Her Personal Pain] er sig selv, og Songs From Cinema Café er 10 villige og livshungrende rocksange, der ikke lader sig sætte i glas og ramme, men tværtimod sætter sig selv på spil uden at ende i det skabagtige eller det selvtilstrækkelige." 

Berlingske tidende - d. 10. februar '92

"Her Personal Pain er noget så sjældent som en gruppe, der ikke har skelet til nogen tilfældig tidstypisk trend (...) Idé, Instinkt og Intuition. (...) Der er noget så udansk som drama i disse sange, hvor Dicte W. Madsen gang på gang viser sig som det største uskolede vokale talent herhjemme i årevis."