In the beginning...

Dicte - eller Benedicte Westergaard Madsen som der står i dåbsattesten - er født den 9. september 1966 i Glostrup.

Den første offentlige koncert Dicte husker, fandt sted omkring 1983. En kammerat havde hørt hende synge og spille guitar og foreslog at hun tog med til et job i Hammershøj. Hvor Dicte havde troet det drejede som om en optræden for få mennesker i det lokale forsamlingshus, viste scenen sig at være en festival og publikum at være på omkring 3000 mennesker. Men det gik trods alt - og Dictes repertoire af egne sange og Janis Joplin numre, faldt i god jord i en pause mellem to af festivalens store navne.

Det første faste band var Viborg-gruppen FARANDOLA. Med et repertoire der udelukkende bestod af cover-numre, var det et udmærket sted at få musikalsk erfaring - men bandet kunne ikke opfylde Dicte´s voksende musikalske ambitioner og - for af forfølge disse valgte hun i ´87 derfor at bosætte sig i Århus, den næststørste musikby i Danmark.
 

HER PERSONAL PAIN

De første Århus-år gik primært med at spille i alle mulige sammenhænge og lære en masse andre musikere at kende. I foråret ´89 dannede Dicte sammen med en gammel ven fra Viborg-dagene gruppen HER PERSONAL PAIN, der allerede 3 måneder efter starten stillede op og vandt talentkonkurrencen VI HAR SCENEN - HAR I MUSIKKEN, datidens mest prestigefyldte musikkonkurrence i Danmark. Ved den lejlighed blev gruppen hørt af Poul Martin Bonde, der senere blev bandets manager og co-producer på debutalbummet - og han introducerede dem for bookingfirmaet Aarhus Musikkontor, der i de mange år stod for al Dicte´s turnevirksomhed.

I løbet af det næste år spillede HPP overalt i Danmark - og via en lang række intense koncerter, blev gruppen kendt udover inderkredsen og blev blandt branchefolk et af de navne man regnede med. Allerede i slutningen af ´89 blev Her Personal Pain kontaktet af organisationen ROSA (Dansk Rocksamråd), der ønskede gruppen som medvirkende på albummet SECRETS 2 LIVE (Right LP 010), der kom på gaden i april ´90.

Her Personal Pain havde her en hel pladeside - dels med 3 numre der senere var at finde på debutalbummet og derudover med sangene MAXIMUM JOY, LUST og LOVE IS CLEAN (der senere blev gruppens første single-udgivelse). Secrets 2 Live er forlængst ude af normal distribution og må regnes som et klart samlerobjekt. I sommeren ´90 spillede Her Personal Pain sin første store koncert, for mere end 5000 mennesker på det års Roskilde Festival - og såvel hos publikum som i de efterfølgende anmeldelser, kunne man mærke at et nyt stort navn var født.

Der blev skrevet kontrakt med selskabet PLADECOMPAGNIET (der i ´95 blev købt af Sony Music) - og allerede i foråret ´91 blev gruppen bedt om at medvirke på AMNESTY INTERNATIONALS sampler-album ROCK, LOVE & UNDERSTANDING, hvortil de indspillede en udgave af Rolling Stones-klassikeren YOU CAN´T ALWAYS GET WHAT YOU WANT, der blev et af albummets mest radiospillede og roste numre. Sommeren/efteråret ´91 gik gruppen i studiet med Poul Martin Bonde og Flemming Rasmussen (der bl.a. har produceret for Metallica og Sort Sol) som producere og i februar ´92 udkom HPPs debutalbum SONGS FROM CINEMA CAFÉ.

Anmelderne var efterfølgende enstemmige i deres dom: et fabelagtigt udspil fra et stærkt band, med en unik sangerinde i forgrunden. (Og set i bakspejlet mange år efter - også et album der sammen med Fielfraz´ nogenlunde samtidige debut, på mange måder var med til at bane vejen for den nye dansk rockgeneration, der med navne som Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy slog afgørende igennem i ´94.)

Efter debut´en turnerede HPP intensivt frem til november ´92 og nåede undervejs at spille mere end 60 koncerter - primært i Danmark, men også med afstikkere til Finland, Sverige og Tyskland. En koncert i Berlin i oktober ´92 blev overværet af en journalist fra det amerikanske tidsskrift College Music Journal, der om Dicte skrev: "...a Diva in the making. A recent show in Berlin entranced everyone (including myself) with her passionate vocal and captivating stage prescence...

Her Personal Pains musik var ofte resultatet af timelange jam-sessions i øvelokalet, hvor bandet sammen fandt frem til musikken, hvorefter Dicte lavede melodi og som oftest også tekst. En hård og krævende proces for de involverede - og da bandet i begyndelsen af ´93 vendte tilbage til øvelokalet for at lave numre til et nyt album, stod det hurtigt klart at den fælles magi var forsvundet. 1. marts ´93 udsendtes en kortfattet pressemeddelelse der fortalte at Her Personal Pain havde besluttet sig for at opløse gruppen (ironisk nok var det lige efter gruppen havde vundet en Grammy som bedste nye navn i ´92!).  

HER PERSONAL PAIN OPLØSES – DET FØRSTE SOLOALBUM

Fremfor at gå ind i en ny bandsammenhæng, besluttede Dicte sig for at gå solo. I det meste af foråret ´93 arbejdede hun med sin stemme, sin guitar og en 4-spors båndoptager og resultatet blev en lang række nye sange, påtænkt et kommende album. Hun indgik derefter solo-kontrakt med Pladecompagniet og samlede et nyt hold musikere omkring sig, heriblandt keyboardspilleren Kæv Gliemann - der siden har været fast samarbejdspartner, kapelmester og co-producer på Dictes skiftende projekter. I sommeren ´93 gik Dicte, Gliemann, bassisten Søren Tramm. trommeslageren
Lars Daugaard og guitaristen Peter Lund i PUK-studierne ved Randers og indspillede først demoer af sangene - og senere hele det album, der i marts ´94 udkom under titlen BETWEEN ANY FOUR WALLS. En kompleks og meget personlig samling sange, der ikke mindede om meget andet i tiden - men i sange som HOOKER FOR A KING, WASTE OF TIME, SHE IS WILD og RING AROUND A ROZY, klart indvarslede den kraftige blanding af håndspil og sampling, der senere kunne høres hos bands som eks. Garbage. Albummet var råt, kantet, stemningsfuldt og mangesidet - og blandt de medvirkende musikere fandt man de svenske særlinge fra Fläskkvartetten, der lagde deres særegne strygere på DREAM QUEEN og THE CLOWN AND THE ANGEL.

Blandingen af støj og stilhed var kendetegnende for den lange række af koncerter Dicte i løbet af ´94 og ´95 spillede med det band hun nu kaldte Die Männer - identisk med grundstammen i pladeindspilningen, dog var Tramm erstattet af Anders Krøyer. (Da redaktionen bag Politikens Dansk Rock i ´97 gjorde status, var BETWEEN ANY FOUR WALLS at finde blandt de væsentligste danske udgivelser i 90erne).

Med BETWEEN ANY FOUR WALLS stod det klart at Dicte som solist var mindst ligeså bemærkelsesværdig, som hun havde været som del af HPP. I pressen blev albummet beskrevet som et mesterværk og Statens Kunstfond belønnede da også i ´94 Dicte med det tre-årige arbejdslegat, som en påskønnelse af hendes personlige og fornyende udgave af rockmusikken.
 

VOODOO VIBE

I 1995 flyttede Dicte til København og påbegyndte en lang og omfattende sangskrivnings- og demofase. Forarbejdet blev præsenteret for den amerikanske producer Stephen Hague (bl.a. Pet Shop Boys og New Order) - der var begejstret og sagde ja til at producere det kommende album. VOODOO VIBE udkom 1. november ´96, efter et meget langt og meget intenst studieforløb - og et samarbejde mellem Hague og Dicte, der ikke var forløbet lige harmonisk undervejs.

Hague trak sig nærmest ud af arbejdet i slutfasen - og sammen med teknikeren Richard Norris, var det Dicte selv der mixede og færdiggjorde albummet. Var kemien mellem Hague og Dicte ikke altid lige inspirerende - indledte hun til gengæld et varmt og musikalsk berigende venskab med musikerne Mark Hunter, Dave Bayton-Power og Saul Davis, alle fra den engelske gruppe James, der også indspillede i RAK-studierne i London, hvortil indspilningen af VOODOO VIBE var henlagt. (De tre medlemmer af James spillede også på store dele af Dicte´s album). Og det lange ophold i London smittede i den grad af på musikken. Når Dicte ikke var i studiet - dyrkede hun sammen med sine nye venner nattelivet i den engelske metropol og sugede til sig af nye musikalske indtryk. På VOODOO VIBE er det i høj grad lyden af tidens club-scene der smitter af på produktionen - og med sangen og førstesinglen TAXI, kunne Dicte introducere sin version af drum´n´bass i Danmark. VOODOO VIBE blev ved udgivelsen beskrevet som Pop møder Jungle møder Dance. Motown møder Mennesker møder Maskiner. Og VOODOO VIBE var en vibrerende heksekedel af mangesidede inspirationer - fortolket af en nysgerrig og åben kunstner.

Fra drønende disco, som i transvestithyldesten QUEEN IT, over lyden af de øvre sfærer i F16 (opkaldt efter jagerflyet af samme navn) og til nærmest haitiansk voodoo-party i THE EDEN SONG. Allerede på dagen for udgivelsen af VOODOO VIBE optrådte Dicte live med de nye sange, ved et radiotransmitteret arrangement i Vega i København. Sammen med hende var trommeslageren og vennen Thomas Blachman og Kæv Gliemann - men det var først da Dicte efterfølgende samlede et nyt band, at brikkerne og musikken for alvor faldt på plads. Med Dicte selv på guitar, Gliemann på keyboards, Lennart Ginman på kontrabas og Kristoffer Sjelberg på trommer indledtes et nyt musikalsk kapitel.
 

DICTE LAVER FILM OG TEATER – OG LAVER MUSIK MED ANDRE

DICTE LAVER FILM OG TEATER – OG LAVER MUSIK MED ANDRE
Undervejs i karrieren har Dicte også prøvet kræfter med andre genrer og udtryksformer. Allerede i ´94 spillede hun rollen som anfører (en pige der klæder sig ud som dreng) for en bande trækkerdrenge i Carsten Sønders film SMUKKE DRENG (der gav Dicte en Bodil-nominering som årets skuespiller) - og i ´98 vendte hun tilbage til scenen i Hotel Pro Forma´s forestilling DOBBELTØKSENS HUS. Dicte havde skrevet sangene baseret på gamle latinske manuskripter om lyst og længsel - og havde den altdominerende hovedrolle som sangerinden, da forestillingen i 5. februar ´98 havde premiere i København.

Sammen med sit nye band havde Dicte forinden også været i studiet for at indspille musikken, der 26. januar udkom under titlen HOUSE OF THE DOUBLE AXE. Det var helt igennem analogt og akustisk - og teksterne var også her på latin, hvilket ikke forhindrede et smukt og stærk udtryk på et album man i mange af bedre kunne rubricere som kammermusik, i en både groovy og cool udgave. En anden - og ikke mindre underholdende - sideopgave har Dicte dyrket med bigband-lederen Ib Glindemann, både på albummet A STRING OF PEARLS (Mega ´97), hvor hun sammen med Claus Hempler (forsanger i Fielfraz) fortolker Elvis Presley/Ann Margaret-hittet YOU´RE THE BOSS, som de også flere gange har givet live, bl.a. på Midtfyns Festival ´99.

Dicte medvirker også på Elvis-tributen BURNING LOVE (BMG ´97) - her i samarbejde med Thomas Blachman - med en anarkistisk, punket og løssluppen udgave af VIVA LAS VEGAS. Endelig kan man høre Dicte i samarbejde med Anders Remmer, dog under navnet
DICTE & DUB TRACTOR, med sangen MACHINERY, udgivet af DSB i forbindelse med jernbanens 150 års jubilæum i 1997. I en længere periode har Dicte siddet i Statens Musikråd, udpeget i 1999 af daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen.  

THIS IS COOL

THIS IS COOL
Noget af inspirationen til albummet THIS IS COOL – (der udkom 9. februar 2000), fandt Dicte måske på den "less plugged & more jazz" tur, hun i slutningen af ´97 var på med sit orkester. Her fortolkede Dicte og hendes musikere både egne og andres numre - og den stemning af varme, nærvær og ikke mindst en sangerinde i storform, er også klart grundformularen på THIS IS COOL, der fra starten var tænkt som et rendyrket soulalbum. Det blev ikke helt sådan - men da indspilningerne startede i forsommeren ´99, var det med det faste band i studiet og Gliemann som producer i fællesskab med Dicte selv.

Som altid blev der eksperimenteret omfattende i studiet - men resultatet blev alligevel Dicte´s mest umiddelbare album til dato og et hvor sangerinden af samme navn, virkelig træder frem og arbejder med sit omfattende register. Et tidligt skridt til albummet blev taget i foråret ´98, hvor Dicte af RadioUnderholdningsOrkesteret blev bedt om at skrive en sang til åbningen af Storebæltsbroen. Og til et arrangement med piber og trommer og Dronningen på forreste række, stod Dicte i spidsen for RUO og sang AS BIG AS A BRIDGE, som broens hilsen til de nu overflødiggjorte færger. (Den opmærksomme lytter, vil i øvrigt kunne finde sangen som skjult track på THIS IS COOL - dog her med ny tekst).

THIS IS COOL havde undervejs i processen også titlen 66 WAS A GOOD YEAR - med en kærlig og tydelig reference til rækken af store pop-, jazz- og soulkunstnere fra 60erne, der er klare inspirationskilder på albummet. Men det er også en mere moden Dicte man her kan opleve - tydeligst i de meget smukke ballader, med en sang som IF I LOVE YOU THE RIGHT WAY, der på det nærmeste lyder som en fremtidig jazz-standard. Den anden side af THIS IS COOL er højoktan popmusik - afleveret med smittende glæde og klare punchlines, som i førstesinglen IF THIS IS COOL - produceret (som også Dicte´s første covernummer siden dagene med Her Personal Pain IF YOU GO AWAY) i samarbejde med englænderen Pete Smith (bl.a. Sting, Del Amitri og Joe Cocker), der tilfældigvis hørte Dicte mens han var i Danmark for at arbejde med gruppen Jonz.

En anden englænder - og en genganger fra VOODOO VIBE - er mixeren Richard Norris, der har mixet størstedelen af albummet og skabt det i sjælden grad luftige og alligevel store lydbillede, der overalt præger THIS IS COOL. Men først og fremmest er det Dictes og Gliemanns album - og hér præsenterede de et højdepunkt i deres efterhånden mangeårige samarbejde. THIS IS COOL er overalt et album hvor Dicte endnu engang rammer den sjældne balance mellem noget der både er dybt personligt og kunstnerisk tør satse mere end tidens tern - og som samtidig er utroligt iørefaldende og umiddelbart. Med albummet THIS IS COOL og ikke mindst med singlen IF THIS IS COOL, fik Dicte en masse nye fans og blev råspillet på MTV. 

GONE TO TEXAS - Og nu eget pladeselskab

Med udgivelsen af 2002-singlen MAKE IT ALRIGHT markerede Dicte også starten på sit eget pladeselskab VELVET RECORDINGS. Efter ti år og fem albums på mere etablerede selskaber, var tiden inde til at få foden under eget bord – vel at mærke et bord hvor musik ikke bare sælges men også betyder noget. MAKE IT ALRIGHT lå længe i massiv hot rotation på P3 bl.a. som Ugens Uundgåelige – og efterfølgende indledte Dicte/Velvet Recordings et samarbejde med Bonnier Music om udgivelsen af albummet GONE TO TEXAS, der kom på gaden i oktober 2003. Radioen spillede flittigt sange som A GOOD DAY, MAKE IT ALRIGHT og NO! (Let Me Hear You Say), der sammen med albummets øvrige tracks, tydeligt viste at Dictes ærinde denne gang var en både personlig, sejt swingende og umiddelbar tolkning af de musikalske stilarter man under ét kalder Americana. GONE TO TEXAS er til dato Dictes mest amerikansk inspirerede album – og tager i 10 sange lytteren med på en herlig rundtur i en sejt swingende musikalsk heksekeddel af svedig soul, perlende pop, moderne Rhytm´n Blues og store blå ballader.

”Med "Gone To Texas" slår 37-årige Dicte godt og grundigt fast, at hun er en af dansk popmusiks
stærkeste skikkelser. (Jyllands Posten)

"Dicte har fået the blues. Og det klæder hende. Men en usædvanlig funky
udgave af bluesformen, der er mere smittende end smertende. (Ekstra Bladet)

”I virkeligheden skulle Dicte have ventet en postgang med pladetitlen »This is
cool«, som hun brugte allerede for tre år siden. For »Gone To Texas« er noget så forbandet cool…” (Berlingske Tidende)

Forskellen mellem Dicte før og nu er en blanding af stil og stemning. Det er, som om bluesmusikken - blandet op med funk, soul og pop - klæder sangstemmen og sangskriveren af til skind, ben og lyst. (Politiken)

Den erotisk, insisterende stemme er her igen. Sniger sig ind i øret som en slikkende tunge, hvor bevægelsen sender små elektriske stød ud i hele kroppen gennem de ti numre på »Gone to Texas... Der er stillet skarpt på lyden på samtlige numre, der emmer af perlende pop, rytme og blå ballader.
(Jyske Vestkysten)

Fire anmeldercitater fra den lange række af begejstrede udsagn man kunne læse i dagspressen ovenpå udgivelsen af GONE TO TEXAS. Albummet udkom efterfølgende i både Sverige og Norge – og begge lande havde også besøg af Dicte og bandet, der med vanlig sans for at trykke et godt show af, formåede at begejstre både anmeldere og publikum i broderlandene. I starten af 2004 indledte Dicte og bandet (med Kæv Gliemann på keyboards, Lennart Ginmann på bas, Mika Vandborg på guitar og kor og Jesper Mechlenburg på trommer) en omfattende Danmarks-turne, der i svær grad begejstrede de anmeldere der kom forbi og lod sig fange ind af musikken:

”Hun var en gang groovy dynamit det ene øjeblik og en erfaren popdiva det næste, mens hun under hele koncerten fremstod som en kunstner, der ville sætte en tyk streg under, at hun stadig har en vigtig rolle at spille i dansk pop- og rockmusik.” (Jyllands Posten)

Turen sluttede i København, hvor koncerten pga. publikumstilstrømningen måtte flyttes til Store Vega, der lagde sit flotte rum til en af Dicte og bandets bedste koncerter nogensinde:

Iført stram sort lædernederdel, en guitar i hænderne og et backingband, der var så tight, at der skulle glidegreme til for at slippe ud af groovet, indtog Dicte lørdag aften scenen i Store Vega.
(Ekstra Bladet)
 

DICTE & ENSEMBLE MIDT VEST

Der var umiddelbart langt fra rocken og den amerikanske inspiration, da Dicte i efteråret 2005 spillede to koncerter med det klassiske Ensemble MidtVest, i hhv. Viborg og København – og så alligevel ikke. Samarbejdet viste nye sider af begge parter – og at klassiske instrumenter kan både groove, spille blues og stikke dybt, var tydeligt for enhver der overværede koncerterne. Samarbejdet mellem Dicte og de klassiske musikere, var blevet til som del af P3 Trax Coming Home projekt, hvor en række danske musikere vendte tilbage til deres geografiske udgangspunkt (i Dictes tilfælde Viborg) med nye udgaver af deres musik. I Dictes tilfælde var der oven i købet premiere på endnu uudgivne sange, da hun på repertoiret havde anbragt flere af de numre hun var i færd med at indspille til det kommende album. Samarbejdet med Ensemble MidtVest udkom også i et helt nyt format – da Dicte blev enig med net-butikken Payload om at sælge en af koncerterne som digitale downloads i en begrænset periode. Et tilbud massevis af fans hurtigt udnyttede, hvorfor det virtuelle album hurtigt kom op på førstepladsens af Payloads salgsliste.

 

DICTE & THE SUGAR BONES

Løssluppen rock´n´roll, intense ballader, glam-slam-garage, soul-inspiration og blues af den slags der gør godt, er det grundlæggende musikalske indhold på Dictes 2006-album, det første udgivet i bandnavnet Dicte & The Sugarbones. Efter massevis af koncerter i 2004 og 2005, stod det klart for Dicte, at hendes næste udspil skulle laves med det band, som hun i svær grad havde rocket spillestederne med de sidste par år: bassisten Lennart Ginmann, keyboardwizz Kæv Gliemann og guitaristen Mika Wandborg (i studiet suppleret med trommeslageren Laust Sone). Anmelderne var igen begejstrede – og kvitterede for modtagelsen med massevis af positiv feedback:

Hold kæft hvor er hun bare cool… Med Dicte & The Sugar Bones cementerer Dicte sin position som den sejeste rocksangerinde i Danmark. Det kan siges meget kort: Køb! (Sirene)

Dansk rockmusiks Miss Attitude Dicte Westergaard Madsen arbejder med nål og tråd på sit nye album: Hun stikker, rocker og syr poetiske stemninger og glitter ind i dansk rocks store mangefarvede kludetæppe. (Jyllands Posten)

Efter den meget amerikansk inspirerede Gone To Texas er hun sprunget ud med et stramt profileret rockalbum, som hun selv ganske rammende betegner som glam-slam-garage. Inspirationerne er mangfoldige på albummet, der dog mest hælder til den rockede retro, og her står Dictes lettere arrige vokal sig rigtig godt, samtidig med at der er kommet en betydelig portion melodifylde ind i hendes sange. (Gaffa)

At Dicte har fået en hjælpende hånd fra partneren Laust Sonne, står soleklart fra start med nummeret "Sugar Bone", der selv tidligt på året må bejle til titlen som "Årets rocksang" med sin potente guitar og klassiske "uh uh uh". Simpelthen vidunderligt enkelt og humørafsmittende. (Fyens Stiftstidende)

… Dictes karakteristiske stemme (er) et så insisterende centralt element i musikken, at man fanges i en hunedderkops spind og først sættes fri, når albummets sidste nummer toner ud. (Metroxpres)

I begyndelsen af marts 2006 starter Dicte & The Sugar Bones en stor Danmarks-turne, der slutter 1. april (no joke!) med en tilbagevenden til spillestedet Store Vega i København.

(Februar 2006)